Elle Macpherson har scoret Topmodel-job
Oprettet den 2. februar 2010 af Anna Louise
I USA er det Tyra Banks, der finder unge skønheder i Topmodel. Herhjemme skal Caroline Fleming på Kanal 4 lede efter håbefulde, kameraelskende piger i den danske udgave af Topmodel. Men i England har man ikke været tilfreds med George Clooneys model-ex Lisa Snowdon som vært, så nu er hun byttet ud.
Egentlig havde Naomi Campbell sagt ja til rollen som en engelsk Tyra Banks, men i sidste øjeblik bakkede den temperamentsfulde model ud, hvilke deltagerne nok skal være lykkelige for, så de ikke mister nogle lemmer i kampens hede. I stedet er det nu australske Elle Macpherson, der har fået jobbet som modelvært i England. Med kælenavnet The Body kan Elle nu som 45-årig se tilbage på en lang og succesfuld karriere, og med sine fem forsider har Elle rekorden, hvad angår forsiden af Sports Illustrated magazine.
Elle ernærer sig i disse dage som forretningskvinde, og med sin egen undertøjskollektion, workout-videoer og skuespiller-karriere har Elle rigeligt at se til. Senest har Elle spillet model-agent i Ashton Kutchers tv-serie The Beautiful Life, som dog blev aflyst efter to episoder.