Som jeg tidligere har nævnt i en af mine blogs, har jeg set en
skøn fyr på det sidste - men inden det kom så vidt, havde vi et par
bump på vejen.
Bump og bump - det er måske så meget sagt, men en Lærke, og nu
tænker jeg ikke på sanglærken, som er lidt større end en spurv -
nej 'hende-Lærke'. Liderlige, dumdristige og aldeles kedelige Lærke
- og trods den mindre heldige beskrivelse af hende, og det faktum
at Lærke toppede i popularitet omkring 2009, var det næsten lige
før, men kun lige før, at hun havde spoleret mit bekendtskab med
mormors gamle golftræner.
Det havde været en rigtig god bytur - Jon og jeg havde for
første gang kysset inde i byen og det forekommer ganske sjældent
for mit vedkommende. Jeg havde godt nok bemærket, at Jon havde
snakket en del med en lyshåret pige, men efter hendes udseende at
dømme, forekom hun ikke som en trussel. Og dette skyldes ikke, at
jeg har høje tanker om mig selv, eller føler at jeg er dronningen
af Aalborg.
Nej - hun var bare så kedelig at se på, med hendes stramme sorte
tørklæde med sølvstriber, forvaskede grå bukser (og disse klæder de
færreste) og stumpende t-shirt i nervøst velour. Desuden
virkede Jon ikke specielt interesseret i hende, og i min verden,
som indimellem kan virke suspekt for de fleste, er det altså okay
at begå sig med det modsatte køn.
Da klokken ramte 6 og diskoteket lukkede, begyndte min veninde og
jeg at liste hjem, og Jon.. ja han var fuld og hyggede med
drengene, så han måtte selv finde vej. I min Mokai-brandert var jeg
overbevist om, at aftenen havde taget de drejninger den skulle, og
at jeg trygt skulle hjem i min seng og sove - for 6 timer senere at
spise nachos med ekstra ost. Jeg tog fejl!
Da min veninde og jeg, i høje hæle og godt forblæst, ramte
Vesterbro - akkurat lige der ved Tyren, mødte der mig en
overraskelse. En kedelig pige stod og viftede med begge arme - og
jeg blev en smule i tvivl om, hvorvidt det var mig hun ville i
kontakt med - det skal hertil siges, at jeg er ekstraordinært
nærsynet. Det var mig. Hun løb over vejen og hen mod mig og sagde:
" Hej Sally". Det var Lærke! Kedelige Lærke, som nu klokken 6 om
morgen også havde fået iført sig en hjemmestrikket sort hue med en
lille sløjfe i panden!
Hun brugte et kvarter på at forklare mig, at hende og Jon havde
set hinanden de sidste to måneder, at de var meget forelsket og at
jeg absolut ikke havde en chance - nåe ja, så mente hun også, at
han havde givet hende klamydia. "Klam..aa..hva?"
Hun ville bare advare mig mod det bæst, han nu engang var, og
syntes at jeg skulle holde mig fra ham. Efter alle disse
informationer var det næsten lige før, at jeg troede på hende. Jeg
var utrolig tæt på at overgive mig til taberverdenen - tæt på at
affinde mig med at være 'en af dem'.
Men i stedet tog fornuften over, jeg konfronterede Jon, og læste
beskederne fra hende. Hun ville ham. Han ville ikke hende, og den
eneste måde hun kunne komme et skridt nærmere 'long-Jon' (Udtalt
John) var at skaffe mig af vejen.
Men lille Lærke - syng en sang om den onde kærlighed - for Jon er
min.. lidt endnu.
