Som I jo nok ved, har jeg set Jon et stykke tid, men nu er der
kommet nye boller på suppen, omend halvrådne og virkelig bløde. Du
ved, den slags der klistrer til ganen hvis melbollerne har fået et
for lang opkog!
Det tætteste jeg er kommet på et velfungerende forhold, de
sidste knap tre år, er forholdet til min kat. Eller rettere sagt -
det var forholdet til min kat. Jeg har i tre år afvist tanken om,
at det var muligt for mig at blive forelsket - altså i en mand.
Umuligt på flere måder. Umuligt fordi jeg altid plejer at forsvinde
ud af 'vi ses bare-forhold-uden betegnelse', inden de bliver for
seriøse.
Inden vi skal til at begive os på dates i bylivet. Inden vi skal
gå ned og handle sammen. Inden vi skal drikke kaffe sammen ved
svigermekanikken og til begravelser ved de pukkelryggede. Inden vi
skal - ja.. vise os offentligt.
Umuligt, fordi jeg har prøvet den ægte kærlighed i 5 år (om end
ægte, men på falsk og misvisende grundlag). Umuligt fordi jeg ikke
troede, at jeg kunne. Jeg plejer at få kuldegysninger ved tanken
om, at jeg skal hengive mig til en anden person. Kuldegysninger der
er så vedvarende, at folk som regel tror, at jeg har konstant
nældefeber. Jeg er sågar blevet undersøgt ved lægen på baggrund af
de næsten boblende blærer på arme og ben!
I februar måtte jeg ophøre samarbejdet med min kat. Ikke fordi jeg
ikke elskede hende. Jeg var pjattet med hende, og hun kunne give
mig med- og modspil. Men jeg fik allergi - nøjagtigt som jeg gør,
lige inden samarbejdet til mændene ophører.
Normalt, når jeg ophører samarbejdet til mændene, får jeg en
følelse af lettelse, en trang til byen, drinks og vilde sms'er. Jeg
kan næsten ikke vente med at indtage Gilette-skraberen og hygge med
veninderne. Vigtig info/ ligegyldig viden - jeg får igen tid til
mig selv!
Men… så gik der knap tre år, og søndag aften besluttede jeg mig
for, at ophøre samarbejdet til Jon. Denne gang var det ikke for at
få tid til mig selv, for at indtage det beskidte single-liv igen
eller for i højere grad at sippe i Mokai. Men jeg er jo vant til
det?
Jeg turde ikke taget det ekstra skridt det krævede, at gå seriøst
og hengivent ind i et forhold. Jeg tænkte det var hyggeligt at ses
med ham. Men tænkte, at 'hyggeligt' ikke var nok grundlag til at
fortsætte. Men i det sekund jeg fik forklaret ham sagen (og
egentlig ganske ærligt), havde jeg ikke den der fede følelse af
lettelse i maven - jeg fortrød næsten mens jeg sagde det?
Det er nu over en uge siden, og fortrydelsen hamrer løs i
maven, mens benægtelsen forsøger at tage sit indtog -
"PLEASE, DU ER JO IKKE FORELSKET SALLY!
