Weekenden den 26.-27. maj var jeg med min far, lillebror og såmænd også min kæreste til Formel 1 i Monaco - det måske mest legendariske løb af alle. Et løb, der står som noget helt specielt for alle elskere af motorsport. Selv har jeg været fan, siden jeg i 1998 smækkede det første "Formula One" spil i PlayStationen og drønede rundt på banen i Monte Carlos gader som Jan Magnussen i sin Stewart-Ford racer. Godt nok var jeg dengang blot seks år gammel, og jeg så sjældent løbene i fjernsynet, men det hindrede mig ikke i at kende alle kørerne - med Jan Magnussen og Michael Schumacher som favoritterne. 

Som overskriften antyder, blev turen aldrig, hvad jeg havde forventet og håbet. Lørdagen, hvor der skulle køres kvalifikation, var weekendens eneste lyspunkt. 43-årige Michael Schumacher kører for første gang siden sit comeback hurtigst i kvalifikationen - desværre for ham har han en straf fra sidste løb, der betyder, han starter som nummer seks dagen efter. Løbsdagen søndag var én lang skuffelse. Dagen inden havde vi ærgret os over vores pladser, som sammen med 10.000 andre ganske vist var blandt de billigste, men vi sad meget langt fra og skulle have en kikkert for at kunne følge med i stillingen. Søndag kom vi tre timer inden løbsstart, hvilket skulle vise sig at være alt for sent. Vi gik forgæves rundt og ledte efter pladser, da vi hørte, at Jan Magnussens talentfulde søn, Kevin Magnussen, i første runde var udgået af løbet i Formel Renault serien. Endnu en skuffelse.

Da Formel 1 løbet endelig startede, var det stadig ikke lykkedes os at finde pladser, så vi måtte tage til takke med en tv-skærm på en restaurant med skyhøje priser. Heldigvis lå restauranten  så tæt på langsiden, hvor start og mål ligger, at vi havde kunnet høre, hvis Sebastian Vettel havde pruttet i sin køredragt (lugten var han nok ikke sluppet af med, før han havde smidt dragten), men vi kunne stadig absolut intet se.

Derfor kan det konstateres, at det på ingen måde er anbefalelsesværdigt at købe de billigste billetter til Monacos Grand Prix, da det virkelig er svært at opleve løbet ordentligt, medmindre man slår telt på en bjergskråning, så man er sikret en plads. Det er billetter til over 500 kroner pr. dag, hvilket er temmelig mange penge for at kigge en svedig tysker i nakken. Hvis jeg en dag skal derned igen, skal der derfor spares op, da en siddeplads koster flere tusind kroner. Feinschmeckerne lejer selvfølgelig bare en plads i havnen og betaler den lille million, der nu skal til denne weekend. Vi andre må bare nøjes med lugten af brændstof og lyden af fart.