Der er vist ingen, der jævnligt omgås mig, der kan være
i tvivl om, at jeg glæder mig helt vildt til at skulle på
udveksling. Der er vist heller ingen, der kan være i tvivl om, at
jeg er rigtig glad for min familie, kæreste, venner og
veninder…
…. Mine tanker går i den forbindelse på, at den fede
oplevelse, som udvekslingen formentlig giver mig, kommer til at
opveje mit savn til dem herhjemme. Det ville jo ikke give
nogen mening, hvis alt det, som jeg har kæmpet for i månederne op
til afrejse, falder til jorden bare fordi, at undertegnede aka.
tryghedsnarkomanen savner dem herhjemme for meget. Nej, nej, nej -
sådan bliver det altså ikke! Der må min stædighed lige mande sig
op!
Men jeg ved samtidig, at alle de gode og kloge tanker, som man
kan gøre sig hjemmefra, muligvis ikke stemmer overens med den
virkelighed, der kommer til at fylde mine tanker, når jeg er
der.
En af mine bekendte har været på udveksling, og hun endte med at
tage hjem efter blot et par måneder, fordi udvekslingen ikke viste
sig at være det eventyr, som hun havde håbet. Derudover savnede hun
også dem derhjemme for meget. Respekt for hendes beslutning - den
kan ikke have været nem at tage.
Uanset hvad, så ved jeg, at jeg aldrig ville kunne finde på at
tage hjem før tid. For det første, er jeg afsted med en af mine
bedste veninder, så helt alene er jeg jo ikke derovre. For det
andet, er San Diego bestemt i top tre over de fedeste byer, jeg har
besøgt, OG deres studiemiljø er intet mindre end genialt. Så hvad
kan gå galt? Jeg vurderer det som værende meget lidt!
Savnet til dem derhjemme vil helt sikkert være tilstede, imens
jeg er på udveksling, men jeg er sikker på, at det ikke vil
overskygge alle de fede oplevelser, jeg får derovre. Desuden vil
jeg jo let kunne kommunikere med familie, kæreste, venner og
veninder via Skype, Facebook og Viber - så det skal nok gå...
