Jeg ved godt at jeg tidligere har skrevet, at jeg IKKE går ind for færdiglavet mad eller andre færdiglavet mad-relaterede-produkter. Meeeeen, lige præcis med hensyn til pizza, så kan jeg i utide lokke mit dankort til at investere i en færdiglavet pizzadej (de der ruller man køber fra køledisken). Det er ikke just en tendens som jeg er stolt af, men sommetider er jeg bare for doven eller bare ikke tilhænger af at skulle mosle med en gærdej efter arbejdstid. Og i forhold til min pizzamand/pizzaerne i tv, så sker det oftere og oftere at mine pizzaer mere ligner et firkantet franskbrød med kødfyld på toppen end en lækker, tynd og sprød pizza. - muligvis fordi at jeg ikke har en fancy pizza ovn? 

Men jeg skal jo udfordre mig selv på en eller anden måde, og nu har jeg fundet frem til den ideelle pizza-fremgangsmåde! - og samtidig en dej, jeg kan overskue at kaste mig ud i - selv efter en lang dag på seminariet. Nogle bruger en køkkenmaskine til at lave deres gærdej - lige voldsomt nok, hvis du spørger mig! Jeg bruger mine bare næver til at gennemtæske min gærdej. Og køkkenmaskinen bliver først taget i brug den dag min læge diagnostiserer mig med enten ælte-angst eller gærdejs-noia. (7,9,13) I øvrigt er æltning af gærdej en fantastisk måde at komme af med dagens aggressioner over den snotdumme kollega, den ældre forankørende bilist eller P-vagten - og for mit vedkommende er det for det meste aggressioner over sidstnævnte. 

Og når mit åndedrag begynder at svigte, ved jeg, at det er ved at være nok æltning tilsvarende til ælte-programmet på køkkenmaskinen. Nu kommer så den store prøvelse i netop at få den lækre sprøde bund - UMULIGT i en almindelig ovn. Måske er kanterne jævnt sprøde, men bunden er stortset altid fluffy og fyldet glider af inden slicen overhovedet så meget som nærmer sig munden. Og ja, Italiano-peeps - jeg har overvejet at investere i en pizzasten, da den jo skulle kunne fuldende min indre drøm om en fuldendt pizza, uden blød bund. Undskyldningerne er mange, men i denne sammenhæng kan jeg ikke finde én i bunken, der er dækkende i denne kontekst. 

Et højtelsket vennepar introducerede mig forleden for Aalborgs svar på en italiensk pizzasten - nemlig herregårdsstenen. Min kammerat havde tre timer inden min ankomst placeret flisen i weberen med varme grillkul under. Tre timer efter og min ankomst, havde stenen nu opnået en varme, som ikke var venlig for hverken håndflader, trædepuder eller hår på benene (Det er mine ben et resultat af). Dernæst blev der lagt et lag grillkul omkring stenen og der blev tændt op i dem. 

Og som tidligere beskrevet er jeg IKKE tilhænger af at eksperimentere med gærdej. Men her er den ideelle pizzadej:

Til 4 små mini pizzaer - passende til en herregårdssten. 

Ingredienserne blandes. Dejen æltes i mindst 5-10 minutter til den er smidig. Del dejen i fire boller og lad dem hæve under et fugtigt viskestykke i mindst 2 timer. Dernæst rulles hver bolle ud til en tynd flade. Du er højest sandsynlig nødt til at måle og forme pizzabunden så den passer til herregårdsstenen, og IKKE falder ud over siderne. 

Fyldet afhænger selvfølgelig alt efter hvad du er til på din pizza. Lad dig inspirere af årstiden… 

Når du har truffet beslutningen om dit pizzafyld fordeles det på de små pizzabunde og de bages på herregårdsstenen i ca. 10-15 min. 

Vinkøber er jeg dog ikke, og muligt får jeg også et par vinentusiaster på nakken, hvis jeg bevæger mig ud i at anbefale vine. Men jeg vil alligevel vove pelsen. Jeg smuttede forleden forbi mit lokale supermarked da jeg manglede en god rødvin til venne-besøget. Her faldt jeg (heldigvis ikke bogstavelig talt) over rødvinen "Terre des Launes" som er en fransk rødvin, og velegnet til netop pizza. Og Hold da Italiano, den lå godt i maven! Den kan varmt anbefales, og kostede omkring 4 10'ere. 

Fransk vin til en græsk opfindelse - hvilket muligvis ikke var gået i Grækenland, eller Italien, men her i køkkenet bestemmer jeg heldigvis, og der er ikke noget pizza-politi, der kommer efter mig

Rigtig go' fornøjelse med pizzaerne - de smager HERRE godt!

Go' sommer

Jonas