ANR logo
.
  • Studiegruppen her har fundet en god måde at fungere på.
.
Del dette! Tweet dette!

Gruppearbejde skal handle om faglig ambition og interesse,
Derfor er din bedste ven ikke nødvendigvis din bedste
makker, når I skal samarbejde på studiet

På den ene side kan det være givende og udviklende at arbejde i en studiegruppe. På den anden side kan små irritationsmomenter hurtigt blive til større problemer, når man arbejder tæt sammen.


Men man kan heldigvis gøre meget for at gruppearbejdet ender som et lykkeligt ægteskab frem for en bitter skilsmisse.

- Det vigtige er, at man afstemmer forventningerne og ambitionerne, inden man danner grupper. Hvis en vil arbejde i døgndrift og går efter et 12-tal, mens en anden er tilfreds med 7 og samtidig vil have tid til fritidsaktiviteter, er det ikke sikkert, man passer sammen. Det kan også være, at man gør, men så må man afstemme forventningerne, siger lektor ved Aalborg Universitet, Thomas Ryberg.

Vælg efter interesse og ambitioner
Thomas Ryberg påpeger, at kemi selvfølgelig er vigtigt, når man skal arbejde tæt sammen i længere tid, som det er tilfældet i det problemorienterede arbejde på Aalborg Universitet, men man skal hellere gå efter faglige interesser og ambitioner, når man danner studiegrupper.

- Når man skal arbejde med et projekt i flere måneder, er det vigtigt, at man brænder for det. Og så hjælper det altså ikke noget, at man er sammen med sine bedste venner, hvis gruppen arbejder med et felt, som man ikke brænder for fagligt, siger lektoren.

Men selv om man er enige om forventningerne, og endda har nedskrevet det hele i en kontrakt, så kan man komme ud for, at et gruppemedlem ikke løfter sin byrde eller konsekvent kommer for sent. I sådan en situation er det vigtigt at få talt om problemerne, inden de vokser sig store og ender i konflikter.

Læs også: Godt gruppearbejde - aldrig stoppet som uvenner

I sidste ende kan det blive nødvendigt at bryde med gruppen eller et medlem, hvis uenigheder kommer til at overskygge projektarbejdet.

Og netop fordi et tæt samarbejde kan ende i konflikter, fraråder Thomas Ryberg da også, at man danner grupper med sin bedste ven eller kæreste.

- Jeg har set eksempler på specialemakkere, der stort set ikke har talt sammen bagefter. Så det kan altså være ødelæggende, siger Thomas Ryberg

.
.
.
.
.