Langt flere unge sender deres studieansøgningerne til Odense og
Aalborg.
Aalborg topper, og Odense hitter. Ansøgningerne til landets
bacheloruddannelser rettes i stigende grad mod provinsen, viser
årets opgørelse over de unges studiedrømme ifølge Politiken.
Aalborg Universitet har modtaget 18 procent flere ansøgninger end
sidste år. Syddansk Universitet følger efter med en stigning på 14
procent, mens universiteterne i hovedstadsområdet må kigge langt
efter samme boom.
Mere realistiske ansøgere
Blot tre procent flere ansøgninger har Roskilde Universitet
modtaget, mens landets største, Københavns Universitet, oplever en
stigning på under to procent.
Ifølge samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet
søger de unge i stigende grad søger mod provinsen, fordi de er mere
realistiske.
- Tidligere har rigtig mange levet efter en idé om, at "det kan
godt være, jeg ikke har karakterer til at komme ind i København,
men nu tager jeg derover og ser, hvad der sker". Den tankegang er
nu bremset, siger Johannes Andersen til Politiken.
Går efter det sikre
Provinsens succes hænger ifølge Johannes Andersen sammen med, at
krisebevidstheden er slået igennem hos de unge. Det får mange til
at gå efter det sikre i stedet for at tage chancer, mener
han.
Samtidig, påpeger samfundsforskeren, er der andre aspekter end de
geografiske, der får de unge til at søge ud i landet.
- Det, som især kan gøre, at Aalborg står stærkt, er den tekniske
og naturvidenskabelige uddannelsesprofil, som kan virke meget
attraktiv, når folk ser gennem konkurrencesamfundets briller.
- Og her er en ingeniøruddannelse lige i øjet, siger Johannes
Andersen til Politiken.
Læser for at få job
Samme forklaring har Aalborg-rektor Finn Kjærsdam, der efter eget
udsagn ikke står i spidsen for et universitet med studerende, der
læser for at realisere sig selv og udvide deres horisont.
- Vi tilbyder folk at læse til noget, hvor der så at sige står en
profession for bordenden, siger han til Politiken.
/ritzau/