Mere end 11.800 har søgt ind på Aalborg Universitet, hvilket er
en fremgang på 18 procent.
Aalborg Universitet oplever for fjerde år i træk, at rekordmange
vil studere på universitetets adresser i Aalborg, Esbjerg og
København.
Hele 18 procent flere har søgt ind på universitet, så der nu er
mere end 11.800, der er klar til at tage en uddannelse på den
nordjysk baserede uddannelsesinstitution.
15 procent flere end sidste år har samtidig universitetet som
førsteprioritet, så det tal nu hedder 4445.
- Jeg har ikke en entydig forklaring på de senere års store
fremgange,
siger prorektor Inger Askehave.
- Men det er klart, at mange unge og ikke mindst deres forældre
vurderer, at når, der er stor arbejdsløshed, er det bedste, man kan
gøre at uddanne sig, så man står bedst muligt rustet i konkurrencen
om jobbene, siger hun.
Der er næsten fremgang på alle fag på alle hovedområder.
Samfundsvidenskab oplever 24 procents fremgang og ingeniør- og
naturvidenskab har 19 procent flere ansøgere.
Dansk, kemi og informationsteknologi har dog tilbagegang.
Fristen for at søge en uddannelse udløb torsdag 5. juli.
/ritzau/