Flere end nogensinde vil ind på en videregående uddannelse og
ønsker at blive optaget og få et job bagefter.
Søgningen til de videregående uddannelser slår i år alle
rekorder. 80.766 studerende har søgt ind. De søger især ind på
uddannelser, hvor de kan blive optaget og komme i arbejde
bagefter.
Det viser en samlet opgørelse fra Den Koordinerede
Tilmelding.
Søgningen glæder uddannelsesminister Morten Østergaard (R), da det
svarer til regerings mål om, at flere unge tager en videregående
uddannelse for at få job.
- Signalet er modtaget. Der er ingen tvivl om, at når det er
sværere at få job, søger flere ind på en uddannelse. Det er et
positivt træk, siger han.
Mange flere på erhvervsakademiuddannelserne
Størst er stigningen i søgningen til erhversakademiuddannelserne,
som har fået 10 procent flere 1. prioritet-ansøgninger end i
2011.
Herefter følger professionsbachelorer med ni procent og
universiteternes bacheloruddannelser med syv procent.
Der er især flere ansøgere på det it-faglige område, det
samfundsfaglige område på erhvervsakademi og
professionsbachelor-uddannelser samt ingeniøruddannelsen,
samfundsvidenskab og naturvidenskab på universiteterne.
Populære velfærdsuddannelser
Morten Østergaard understreger, at der er bevillinger nok til de
flere studerende.
- Regeringen har præcis lagt op til at sikre med sin 2020-plan, at
der er finansiering til målet om, at 60 procent skal have en
videregående uddannelse, siger han.
Velfærdsuddannelserne er stadig populære. 14 procent flere end
sidste år har søgt ind som socialrådgiver, 12 procent flere vil
være pædagoger, ni procent flere prøver at blive sygeplejerske, og
lige så mange som i de seneste år vil være skolelærere.
Antallet af ansøgere vokser over alt. Erhvervsakademi SydVest har
42 procent flere end i 2011. Aalborg Universitet fører blandt
universiteterne med 19 procent flere ansøgere. Så følger Syddansk
Universitet og IT-Universitet med 16 procent.
/ritzau/