Næste år kan man kun søge optagelse til en videregående
uddannelse digitalt. I år sætter antallet rekord.
Den digitale tidsalder er endelig nået til de mange unge, som
hvert år søger ind på en videregående uddannelse.
I år har den digitale selvbetjeningsløsning optagelse.dk haft et
rekordhøjt antal ansøgere i forhold til tidligere år.
Fristen for at søge via den koordinerede tilmelding var torsdag
klokken 12. Da havde 66.620 personer har søgt ind på en
videregående uddannelse gennem hjemmesiden.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R), er positiv over den
store tilgang til den digitale optagelsesportal.
- Med et digitalt optagelsessystem slipper de unge for bøvlet med
at skulle kopiere eksamenspapirer og sende deres ansøgninger med
posten, siger han i en pressemeddelelse.
Det er gået hurtigt frem for den digitale løsning. I 2006 søgte
blot
1777 unge mennesker ind via optagelse.dk. I 2011 søgte i alt 77.000
ansøgere ind på en videregående uddannelse via den koordinerede
tilmelding. 37.000 af dem brugte optagelse.dk.
I år er antallet, der har søgt via nettet, altså helt oppe på
66.620. Men fra næste år bliver den digitale ansøgningsform
obligatorisk.
- Optagelsessystemet er rykket ind i en ny tidsalder, og tallene
viser heldigvis, at de unge har taget den digitale løsning til sig,
siger Morten Østergaard.
Hvor mange der har valgt løsningen med papir og postforsendelse i
2012 bliver offentliggjort i midten af juli.
/ritzau/