ANR logo
.
.
Del dette! Tweet dette!

Efter sommerferien tilbyder den nordjyske professionshøjskole University College Nordjylland (UCN) fire nye uddannelser i Hobro, som bygningskonstruktør, lærer, markedsføringsøkonom og radiograf.

Undervisningen vil både foregå rent fysisk og via nettet på VUC i Hobro, i lokale virksomheder i Hobroområdet og via fjernstudier hjemmefra.

De studerende vil også i mindre omfang deltage i studier på UCN's afdelinger i Aalborg eller Hjørring.

På VUC opretter UCN en såkaldt uddannelsesstation, hvor det bliver muligt at deltage i undervisning og studier sammen med studerende på UCN i Aalborg og Hjørring og på tre andre nye uddannelsesstationer i Farsø, Frederikshavn og Thisted.

Gavner lokale virksomheder

- Vi ved, at der er flere nordjyder, som ikke får en videregående uddannelse, fordi de ikke har lyst til eller mod på at flytte fra deres netværk og nærområde. Og vi ved også, at virksomheder uden for de store centerbyer Aalborg og Hjørring mangler uddannet arbejdskraft. Vi har derfor valgt at flytte uddannelserne tættere på de studerende, som forhåbentlig også vil vælge at blive i lokalområdet, når de er færdige med deres uddannelse, fortæller projektleder fra UCN, Hans Jørgen Staugaard.

Det nye uddannelsestilbud, som hedder FlexVid, er udviklet i samarbejde mellem UCN, Aalborg Universitet og de fire nordjyske kommuner Frederikshavn, Vesthimmerland, Mariagerfjord og Thisted.
Der er ansøgningsfrist til de fire nye uddannelser i Hobro 5. juli kl. 12, samme tidspunkt som til alle andre videregående uddannelser.

.
.
.
.
.