Aalborg Universitet siger nej tak til Enhedslistens forslag om
at sætte antallet af optagne via kvote 2 op til 25 procent.
- Vi er godt tilfreds med grænsen på 10 procent og mener, at
den bedst tilgængelige optagelsesmetode er at bruge
eksamensgennemsnittet, siger Preben Sørensen, der er studiechef på
Aalborg Universitet.
Her modtog man i år ikke mindre end 4900 ansøgninger om
optagelse på en videregående uddannelse via kvote 2, hvor også
ansøgerens joberfaringer tæller med. Det er omkring 40 procent af
det samlede antal ansøgninger, men det er blot 10 procent af det
samlede optag, der sker gennem kvote 2. Og de mange ansøgninger
kræver meget tid.
- Vi læser jo dem alle igennem, og det tager faktisk nogle
måneder. Jeg synes, det er et for stort arbejde i forhold til, hvor
mange der rent faktisk ender på universitetet, siger Preben
Sørensen.
Når der kommer så mange ansøgninger via kvote 2, mener han,
det skyldes, at ansøgerne ikke alle har opdaget, at man de senere
år har sænket grænsen kraftigt for optagelse ad netop denne
vej.
- Derfor oplever vi denne ubalance mellem ansøgere og optagne,
forklarer Preben Sørensen.
Selvom rigtig mange søger ad denne vej, er han faktisk godt
tilfreds med, at kvoten er på netop ti procent.
- Jeg synes, at gennemsnittet fra en gymnasial eksamen er den
bedst tilgængelige måde at optage på. Der er for øvrigt også en
klar sammenhæng mellem gennemsnit og gennemførelsesprocent. I
modsat fald skulle man tage alle ind til en samtale for at vurdere,
om vedkommende er egnet og motiveret til uddannelsen. I dette
scenarie kan der opstå for mange subjektive vurderinger, siger
han.
Men når I kun optager 10 procent via kvote 2, og 40 procent af
jeres ansøgninger kommer derfra, går der så ikke en del gode
studerende tabt?
- Nej, for man skal huske på, at der er masser af ledige
pladser på rigtig mange af vores uddannelser. Så man kan altid få
en uddannelse med undtagelse af nogle få som læge og psykolog, hvor
rigtig mange søger, siger han.
På University College Nordjylland er man ikke underlagt samme
krav om kun at optage 10 procent via kvote 2. Man er dog underlagt
krav, og de bliver fastsat fra ministeriets side, men de svinger
mellem 35 og 50 procent optag via kvote 2, alt efter
uddannelse.
- Vi tilbyder erhvervsrettede videregående uddannelser -
typisk af kortere varighed end universitetet. Populært sagt skal
man også kunne bruge sine hænder og sit hjerte på mange af vores
uddannelser. Derfor tager vi flere ind gennem kvote 2, forklarer
Lene Zakarias, der er studieadministrativ chef hos UCN.
e
Hun finder ministeriets grænser passende og fremhæver nogle af
fordelene ved at få studerende ind med mere livserfaring.
- De studerende, der har været ude og samle livserfaring, har
i den sammenhæng ofte også brugt energi på at gøre sig nogle
overvejelser om, hvilken uddannelse de vil investere tid, energi og
motivation i. Det giver meget motiverede studerende, som er
bevidste om, at de nu skal i gang med en uddannelse, de brænder
for, fortæller Lene Zakarias.
Og det er ifølge hende også godt for studiemiljøet, når der er
en vis variation i de studerendes baggrund.
- Det udnytter de studerende meget i de forskellige
læringsaktiviteter. Så vi er rigtig glade for at have et stort
spillerum i forhold til at få optaget vores studerende, siger
hun