Det skal være op til landets
uddannelsesinstitutioner, om de vil lade de studerende deltage i
gruppeeksaminer.
Uddannelsesstederne skal selv bestemme, om de vil lade de
studerende deltage i gruppeeksaminer. Det mener uddannelsesminister
Morten Østergaard (R), der nu vil have gruppeeksaminer tilbage på
skoleskemaet.
- Der skal være sammenhæng mellem undervisning, eksamen og det
arbejdsliv, de studerende møder efter endt uddannelse. Om de
uddanner sig til rådgivende ingeniører eller pædagoger, skal de
løse opgaver sammen med andre, siger ministeren.
Derfor mener han, at gruppeprøver igen skal være en mulighed i
uddannelserne. Allerede til vinter vil det være muligt at
gennemføre en gruppeeksamen, men beslutningen om at genindføre
prøveformen skal først til høring i uddannelsesverdenen.
Skal stå på eksamensbeviset
Det skal fremgå af afgangsbeviset, om eksamen er gennemført som
gruppeeksaminer, eller om den studerende har gennemført prøven
individuelt. Desuden understreger ministeren, at der altid skal ske
en individuel bedømmelse af den enkelte elev.
Ministeren har talt med de studerende, institutionerne og
censorerne, og det mener han har givet et solidt grundlag for at
beslutte hvilken model, der skal arbejdes videre med.
Ifølge modellen skal det være op til institutionerne at
bestemme, om der for eksempel skal være loft over antallet af
gruppeprøver og loft over antallet af deltagere i en
gruppeprøve.
Glæde over udspil
Den tidligere regering afskaffede denne type eksaminer i 2007.
Sidste år kaldte børne- og undervisningsminister Christine Antorini
(S) over for Ritzau beslutningen om at afskaffe prøveformen for en
"absurd beslutning".
Dengang hed det, at prøveformen skulle gælde hele vejen fra
folkeskolen over gymnasiet og til universiteterne. Danske
Skoleelever modtog med begejstring nyheden, da Christine Antorini
sidste år luftede tanken.
- Det er rigtigt ærgerligt, at elever i fem år ikke har haft
mulighed for at gå op som en gruppe og muligvis på grund af det har
fået en rigtig dårlig afgangsprøve, sagde Danske Skoleelevers
formand Vera Rosenbeck dengang.
Universiteter skal selv bestemme
Forslaget får umiddelbart opbakning fra oppositionen. De
Konservative og Liberal Alliance synes godt om idéen, mens Dansk
Folkeparti er lidt mere reserveret.
- Det er en vældig god idé. Det skal overlades helt til
universiteterne, hvordan det skal foregå, siger Liberal Alliances
uddannelsesordfører Mette Bock til politiken.dk
Mai Henriksen fra de Konservative vil se udspillet, før hun
tager stilling. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti er
bekymret ved forslaget. Han mener, der er risiko for, at
institutionerne og eleverne bruger det som en let måde at afholde
eksamen på.