Rigsrevisionen kritiserer universiteterne hårdt for at undervise
for lidt og for uvidenskabeligt.
For lidt og for uvidenskabelig undervisning. Det er konklusionen
fra Rigsrevisionen i et udkast til en beretning, som kritiserer
universiteterne skarpt, skriver Politiken.
De studerende på humaniora og samfundsfag får for få timer, og for
meget af undervisningen varetages ikke af forskere.
Flere penge, men ikke mere undervisning
Konsekvensen er deltidsstudier og uddannelser, der ikke lever op
til universitetslovens krav om, at undervisningen skal være baseret
på forskning.
- Universiteterne styrer generelt hverken strategisk eller
økonomisk efter at sikre de studerende et minimum af
forskningsbaseret undervisning, hedder det i beretningen, som
Politiken er i besiddelse af.
Beretningen kritiserer, at universiteterne siden 2010 har fået
4.000-5.000 kroner mere om året per studerende på humaniora og
samfundsfag, uden at det har givet mere og bedre
undervisning.
Forskere underviser sjældent
På humanistiske uddannelser er de ugentlige timetal i gennemsnit
otte timer på bachelorniveau og fem timer på kandidatniveau.
Samtidig er forskere, ifølge beretningen, sjældne gæster som
undervisere på samfundsvidenskabelige fag:
- Rigsrevisionen har set eksempler på uddannelser, hvor forskere
varetager helt ned til 20-30 procent af undervisningen, som der
står.
Det er langt dårligere vilkår, end studerende på tekniske og
naturvidenskabelige uddannelser har.
Svigter studerende
Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Torben Holm, siger til
Politiken:
- Det er under al kritik og bekræfter, hvad vi fra studerendes side
har sagt i årevis: På flere fag er der reelt tale om selvstudier
med sporadisk undervisning.
- De studerende er svigtet groft både af både universiteternes
ledelse og af Uddannelsesministeriet, som skal sikre dem en
ordentlig uddannelse, siger Torben Holm.
/ritzau/