Et handikap må ikke være en hindring for at tage en videregående
uddannelse.
Det budskab har unge med
forskellige sygdomme og funktionsnedsættelser tilsyneladende taget
til sig - for på får år er antallet af ansøgere til det særlige
handikaptillæg, man kan få oven i den almindelige SU, vokset til
det det dobbelte.
I 2008 havde vi godt
1.000 ansøgninger om året, nu har vi godt 2.000 ansøgere, fortæller
kontorchef Mette Ring Rossing fra SU-styrelsen til
Politiken.
Har man et handikap, der hindrer, at man kan arbejde ved siden
af studierne, kan man søge om et tillæg på godt 8.000 kr. oven i
den almindelige SU på 5.662 kr. om måneden.
Flere med psykiske problemer får tillæg
Der er især flere ansøgere med psykiske diagnoser som angst,
depression og udviklingsforstyrrelser, der blandt andet omfatter
ADHD og Aspergers syndrom.
- Mine medarbejdere oplever, at især de psykiske lidelser er
kommet til at fylde mere og i dag udgør cirka halvdelen, siger
Mette Ring Rossing til Politiken.
Den øgede mængde ansøgere har imidlertid ført til en voldsom
pukkel af sager med lange ventetider.
Lang ventetid
I 2011 tog det i gennemsnit over et halvt år at få svar, og
eftersom man ikke kan søge, før man er optaget på en konkret
uddannelse, er hele første semester ofte gået, før tillægget
bevilges.
- Det er tit mangel på oplysninger, der forsinker sagerne. Men i
stedet for at lade dem ligge i en bunke kan man bruge ventetiden på
at skaffe de oplysninger, der mangler, siger uddannelsesminister
Morten Østergaard (R) til Politiken.