Uddannelsesministeriet har konstateret at en fejl i
optagelsen af nye studerende ved denne sommers
optagelsesrunde.
Det har betydet, at 235 ansøgere ikke er blevet tilbudt den
studieplads, de har været berettiget til. Yderligere 108 ansøgere
er ikke blevet tilbudt den stand-by-plads, de har været berettiget
til. Samlet er mindre end en procent af ansøgerne berørt fordelt på
hovedparten af de videregående uddannelsesinstitutioner, skriver Ministeriet fra Forskning, Innovation og
Videregående uddannelser på deres hjemmeside.
De relevante videregående uddannelsesinstitutioner har d. 2.
august 2012 fået besked om fejlen, og de vil hurtigst muligt tage
direkte kontakt til alle de berørte ansøgere. Alle de berørte
ansøgere vil blive tilbudt den studieplads, som de er berettiget
til.
Alle berørte ansøgere får direkte besked fra
uddannelsesinstitutionen inden for få dage. Ansøgere der ikke får
besked er således ikke omfattet. Ansøgere kan kontakte
uddannelsesinstitutionen med eventuelle spørgsmål.
Fejlen er opstået i en delproces i it-systemet, der understøtter
den koordinerede tilmelding. På uddannelser med grænsekvotienter
vil der som regel være en række ansøgere med nøjagtig samme
karaktergennemsnit, som ikke alle kan blive optaget. Det er i
adgangsbekendtgørelserne for de berørte videregående uddannelser
fastlagt, at pladserne til denne gruppe skal tildeles ved
lodtrækning blandt ansøgerne med samme grænsekvotient. It-systemet
har ikke foretaget denne udvælgelse korrekt. Fejlen er med det
samme blevet rettet og samtlige berørte ansøgere identificeret.