ANR logo
.
  • Kan telefonen tåle en tur i vand?
.
Del dette! Tweet dette!

Sony påstår, at deres nye mobil Xperia Go kan klare en tur under vand. Vi tester, om det nu også passer.

Sonys nye smartphone Xperia Go lanceres som en særlig holdbar mobil, der både skulle kunne klare en tur under vand og være støvafvisende. Lige sådan noget, man har brug for, når man skal på musikfestival eller på stranden.

Ifølge Sony kan mobilen overleve nedsænkning i vand ned til en meters dybde.Altså noget nær en regulær undervands-mobil.

Men dog næppe egnet til dybhavsdykning i Filippinergraven og andre steder, hvor man snorkler sig lystigt ned til bunden - hvis man er lidt frisk.

Behov for undervands-mobil?
Hvem har brug for en vandtæt mobil?

Selv kender jeg kolleger, der klumset har tabt mobiler i wc-kummer og fyldte kaffekopper.Godt så!

Vi tager altså en tændt Sony Xperia Go, plumper den i et stort ølkrus - med vand i - og ser, hvad der sker.

Og mobilen kommer i vand
Det er første gang, jeg udfører sådan et eksperiment, i hvert fald med vilje. Og sør'me jo! Mobilen overlevede.

Efter sigende skulle den også kunne klare en tur i en fadbamse, men husk at fiske mobilen op, inden du bunder. Kæresten tror næppe på en forklaring om, at du ikke svarede på mobilen, fordi du var kommet til at sluge den.

Og inden du kyler din Sony Xperia Go i nærmeste ølkrus eller andedam, skal du huske at lukke de huller, der er til hovedtelefon-stik og USB-stik/oplader. Det gøres med plastikflapper.

Tør den bagefter
Når mobilen har været en tur i vandet, skal du bagefter tage bagsidecoveret af og tørre mobilen godt. Der kom faktisk vand ind bag coveret ved ølkrus-testen, men det skulle mobilen kunne holde til.

Når man vil sætte SIM-kort i mobilen, skal man også fjerne bagsidecoveret for at få adgang til en særlig SIM-kort-slæde, igen med vandtæt dæksel. Og hvis man vil udvide lagerpladsen med et microSD-kort, skal man også først fjerne bagsidecover og åbne en vandtæt plastikflap.

Men vandtæt er den altså. Så stor ros til Sony for en mobil, der ser ud til at holde til af hvert, også typisk dansk sommerregnvejr.

Hvordan er mobilen ellers?

Faktisk rimelig OK for en mellemklasse-smartphone i prislejet lige over 2000 kr. Ikke alle orker at klaske 4000-5000 kr. på bordet for en iPhone 4. en Samsung Galaxy SIII eller en anden svimlende dyr topmobil, så der er bestemt et marked for lidt billigere smartphones.

Styresystemet i Sony Xperia Go er Android, men i den forældede version 2.3 "Gingerbread". Det kan dog opgraderes til Android 4.0 "Ice Cream Sandwich", og det må klart anbefales.

Generelt føles Sony Xperia Go som en lækker, let mobil (110 gram) med behageligt, ru bagsidecover, dog af plastik. Ingen alu-luksus her.

Skærmen er beherskede 3,5 tommer og pænt lysstærk, hvis man skruer helt op for lysstyrken.

Kan det samme, men ikke luksus
Mobilen kan stort set det samme som andre Android-smartphones, men har selvfølgelig ikke samme luksusskærm og luksusfeel som de allerdyreste mobiler på markedet.

Hvis det ikke er altafgørende for dig at have en af de allersmarteste og allerdyreste smartphones på markedet, er Sony Xperia Go en oplagt mulighed. Især hvis du er på udkig efter en mobil, der kan holde til lidt vandpjask og ikke koster en bondegård.

Vi tildeler Sony Xperia Go fire af seks mulige fadbamser - med skum på.

.
.
.
.
.