75 procent af årets 3. g'ere vil tage et sabbatår og tjene
penge. Men der mangler job til de unge.
- Først skal jeg bare have et arbejde og tjene nogle penge, og
så vil jeg ud at rejse.
Sådan vil standardsvaret lyde om en uges tid ved årets
studenterfester, men det bliver ikke så let "bare" at finde et
arbejde.
Typiske studenterjob forsvinder
Det fremgår af den aktuelle udgave af det såkaldte jobbarometer,
som bliver udarbejdet af den største private jobformidler,
jobindex.
I løbet af det seneste år er antallet af ledige job inden for flere
traditionelle ufaglærte job, som mange af årets studenter typisk
ville gå efter, faldet betydeligt. Det skriver Morgenavisen
Jyllands-Posten.
Antallet af ledige job med børnepasning er på et år således
faldet
med 38 procent, butiksjob er faldet med 12 procent og budjob med 72
procent.
Tre ud af fire vil tage sabbatår
Det betyder, at det kan blive meget vanskeligt for de unge at tjene
penge i det sabbatår, som hovedparten af dem planlægger at
tage.
Et rundspørge, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget
blandt et repræsentativt udsnit af årets 3. g'ere, viser, at 75
procent af dem vil tage et eller flere sabbatår og arbejde efter
studentereksamen.
- Vi kan virkelig godt mærke, at virksomhederne skærer ind til
benet og sparer de dér småjob væk, som unge før typisk kunne
få.
- Nu bruger man i stedet de faste medarbejdere til at udføre
opgaverne - ofte ved at lade dem løbe lidt stærkere, siger
jobcenterchef Jens Sibbersen fra jobcentret for unge i Københavns
Kommune til Jyllands-Posten.
Han råder i stedet de unge til at gå i gang med en
uddannelse.
/ritzau/