Fire jurastuderende fra 9. semester på Aalborg Universitet skal
næste forår deltage i en stor, international juridisk
proceskonkurrence i Wien. De fire studerende, der alle er
nordjyder, går i gang med forberedelserne efter sommerferien.
- Det kræver stor fordybelse og megen forberedelse - også mere,
end vi før har prøvet, siger en af deltagerne, Joen Sode til nordjyske.dk.
Konkurrencen er opkaldt efter en anerkendt hollandsk professor i
handelsret, Willem C. Vis. De studerende skal vise, hvor godt de er
inde i de juridiske spidsfindigheder inden for international
køberet.
Vis Moot afvikles til foråret for 20. gang. Studerende fra det
relativt nye jurafakultet på AAU har deltaget to gange tidligere og
opnåede sidste år at blande sig i den bedste tredjedel.
Deltagelse i konkurrencen er et egentligt valgfag på studiet, som
kun de fire er udvalgt til på næste semester.