Wikipedia er no-go i kildelisten, men der er ikke grund til helt
at droppe opslagsværket, når du skal skrive opgave.
Mangler du viden om Hitler, hermeneutik eller Helle Helles
forfatterskab, så er det oplagt at tjekke, hvad der står om emnet
på Wikipedia. Men at stole blindt på det digitale opslagsværk, hvor
brugerne skriver teksterne, er en dårlig idé.
- Troværdigheden er generelt høj, men det varierer meget
fra side til side. På nogle sprog og inden for nogle emner er der
mange brugere, der bidrager med viden, og her er troværdigheden
høj. Men på andre sider kan forkerte informationer få lov til at
stå længe, siger lektor på Det Informationsvidenskabelig Akademi
(IVA), Jeppe Nicolaisen.
Derfor duer Wikipedia ikke som en kilde, man noterer i
kildelisten til studieopgaven. Fx risikerer man, at dét, der
står, er direkte forkert, men det kan også være en fejltolkning af
originale tekster, der er gengivet.
Selv Wikipedia bruger kilder
Jeppe Nicolaisen pointerer, at du derfor bør bruge den primære
kilde som henvisninger i dine opgaver. Det øger troværdigheden,
fordi du kan dokumentere dine påstande ved at henvise til den
originale kilde.
- Selv Wikipedia kræver jo, at brugerne henviser til,
hvor de har deres viden fra, siger Jeppe Nicolaisen.
Derfor skal du heller ikke droppe Wikipedia, når du skal skrive
en opgave. Du kan sagtens gå ind på Wikipedia og finde de primære
kilder, du skal bruge til din opgave.
- Det er helt oplagt at bruge Wikipedia på dén måde, men
skal man dokumentere sin viden, så skal man henvise til
primærkilden, siger Jeppe Nicolaisen.